Forside > Erhverv

Lidt om Center for Sundhed og Livsstil

Et tilbud til den enkelte borger, virksomheder og Jobcentre. CSL tilbyder forskellige korte eller længere forløb, hvor fokus er på det hele menneske og den enkeltes egen indsigt, indsats og ansvar.
På CSL arbejdes der med såvel fysiske, psykiske som sociale problemstillinger med henblik på afklaring og hurtig tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Det sydfynske center udformer gerne særlige forløb. Centret har fine faciliteter med eget træningsrum, køkken, undersøgelsesrum og undervisningslokale. P-plads uden for døren midt i Svendborg.
Ring og hør nærmere om mulighederne.

Læs mere om konceptet Center for Sundhed og Livsstil på www.cslfyn.dk

Gode historier

Ro, rutine og netværk

Januar 2010
Jette er uddannet sygeplejerske og har arbejdet som sådan i 11 år, men efter en længere sygemelding på grund af stress og følgevirkninger heraf, blev hun sagt op. Et 12 ugers forløb på CSL blev en god overgang til at komme videre i livet og tilbage på arbejdsmarkedet.
Da Jette kontaktede sin jobkonsulent, var hun helt på bar bund med hensyn til sit fremtidige virke. Det professionelle netværk var væk og døren lukket til den gamle arbejdsplads, men da jobkonsulenten foreslog et kursusforløb med træning, coaching og praktik, åbnede et vindue sig. Et vindue til nye udsigter med andre ”kolleger” og en anderledes ”arbejdsdag” for en periode.
Det var et godt CSL hold med en god kemi, hvor folk mødte op hver dag og Jette oplevede det som et stort plus, at det var mennesker med vidt forskellig baggrund. Efter at forløbet er stoppet, har hun stadig kontakt til nogle af de andre fra holdet og er godt i gang med at opbygge et nyt socialt netværk.
På CSL fik Jette lært mange ting, dels om sig selv: er blevet opmærksom på vigtigheden af at være god ved sig selv/passe på sig selv og have et liv udenfor arbejdet, hvor hun bliver ladet op mentalt og fysisk, dels værdien af fysisk træning i form af svømning. En for hende helt ny motionsform som hun stadig benytter, fordi hun kan mærke, at det er godt for hendes krop. Fysioterapeuten lærte hende desuden nogle øvelser, der modvirker følgerne af knogleskørhed. En sygdom Jette udviklede for nogle år siden. Ligeledes har Jette erfaret, at en rytme uden skiftende arbejdstider med bl. a. natarbejde og store uregelmæssigheder i dagligdagene ikke er hensigtsmæssigt for hende.
Jette kom i praktik på SOSU skolen som sygeplejeunderviser. Hun har altid været interesseret i kommunikation og formidling. De fire uger i praktik gav troen på, hun havde yderligere evner at udvikle, det gav lysten til at komme ud at arbejde igen og det gav selvtillid. Den gamle Jette kom tilbage.
Nu er hun blevet ansat i et barselsvikariat inden for en anden gren af sygeplejen og har som et konkret resultat af praktikken, fået timer som underviser på SOSU-skolen. Et job hun er meget glad for og som giver hende mulighed for at formidle sine erfaringer og videreudvikle nye sider af sit sygeplejefag.
Jette føler sig i dag som en stærkere person med øget selvværd efter opholdet på CSL.

Restitution af helbred og netværk

August 08 - Jane, uddannet maler og selvstændig i flere år.
Jane begyndte på CSL, efter hun havde råbt om hjælp hos sin sagsbehandler. Hun kunne bare ikke mere! Sagsbehandleren tilbød et 12 ugers forløb på Center for Sundhed og Livsstil og Jane takkede ja. Efter de 12 uger er Jane nu frisk til at begynde på en ny uddannelse, hvor første skridt er HF og næste er at læse til socialrådgiver på Den Sociale Højskole.
Men inden da har hun været helt nede i kulkælderen. Dårligt helbred, intet job, intet netværk, enlig mor med to børn, hvor det ene er handicappet og værst af alt, hun havde mistet livsgnisten. 
På CSL oplever Jane, at hun har fået hjælp til at bygge sig selv op igen. Den dårlige ryg, der skyldes en medfødt rygfejl, og det fysisk nedslidende arbejde som maler og den kroniske endometriose, er ikke forsvundet, men fysioterapeutens øvelser, der styrker de forsvundne muskler, har medvirket til at få humøret til at stige. Ugentlige løbeture på 6 km giver motion, kondition og livslyst. Det daglige forbrug af smertestillende midler lagde hun på hylden efter 3 uger og i stedet giver træningen energi og vitalitet. Den store træthed er forsvundet sammen med de smertestillende og sløvende midler. Psykologiundervisningen har sat ord på svære mentale emner og gjort det nemmere at forstå og acceptere holdets og hendes egne svagheder og styrker.
Jane er begyndt at spise sundere, husker at få mad og har nu et stabilt blodsukker.
Som tilflytter i det sydfynske har Jane savnet et socialt netværk og takket være den gode konstruktive atmosfære på CSL-holdet har Jane opbygget varige venskaber. Stedet er præget af en positiv ånd og en respektfuld dialog på holdet, der giver motivation til at møde op hver dag og forpligte sig til at deltage i fællesskabet. Det ville et medlemskab i et Fitnesscenter ikke kaste af sig, mener Jane. Hun anbefaler derfor varmt et forløb på CSL, hvis man trænger til at få selvtilliden og helbredet restitueret.

Fra CSL til sæsonarbejde

Marts 08 – Janne, 37 år, frisør og mor til 3. Efter lang tids sygemelding med stress foreslår sagsbehandleren, at Janne begynder et 8 ugers forløb på Center for Sundhed og Livsstil. Det blev nogle uger, hvor Janne fik indsigt i, ”hvad der er vigtigst for mig selv!” og hvor hun lærte at tilgodese sine egne behov. En sundere livsstil med svømning og meget løb har sammen med dygtige og forstående lærere bevirket, at Janne nu har overskud til at se muligheder i stedet for begrænsninger.
Hun er blevet medicinfri, er stoppet på CSL og startet i ordinært sæsonarbejde på fuld tid. 
Det er godt for Janne at være i gang igen og hun er glad for at være kommet væk fra kontanthjælpen, men hun savner af og til de trygge rammer på holdet. Janne gør stadig brug af den indsigt i Mindfulness og andre metoder, hun har erhvervet hos medarbejderne på CSL, for at fungere optimalt hjemme og på arbejde.
Erhvervs- og livsvejledning har givet Janne indblik i rettigheder og pligter i forhold til kurser og uddannelse, - en viden som hun sikkert vil få behov for, når sæsonarbejdet slutter til september.

Nye spise- og motionsvaner

April 07 - Conni er 47 år, butiksuddannet og i gang med et nyt kapitel i sit liv. Efter otte uger på CSL føler hun sig klar til at gå i praktik på plejecentret Bryghuset i Svendborg og dagen efter inter-viewet finder sted, skal hun til optagelsessamtale på Social- og Sundhedsskolen, hvor hun vil tage uddannelsen som social- og sundhedshjælper. Efter 22 år inden for butiksområdet, heraf mange år som afdelingsleder, har Conni fået lyst til at pleje og servicere ældre.
På eget initiativ fik Conni via sin sagsbehandler bevilget et otte ugers forløb på CSL og fire uger i praktik. Formålet var at tabe sig og få bedre spise- og motionsvaner. Foreløbig er ni kilo forsvundet, fortæller Conni med begejstring i stemmen. Diætisten Lones madplan bliver fulgt til punkt og prik-ke, og det gør en forskel. En daglig indsats på stepmaskinen og motionscyklen hjælper på figuren og fysioterapeutens øvelser sætter ind på de svage punkter. Alt sammen bidrager til, at Conni føler større velvære og selvværdet vokser.
Hverdagens små og store sejre betyder meget for hende og kursets undervisning i psykologi har hjulpet hende til at sætte ord på nogle af de vanskeligheder, hun bokser med til daglig. Efter en lang tid i krise, grundet skifte til en arbejdsplads med dårligt arbejdsmiljø, er Conni nu parat til at foretage de svære valg, både i forhold til familie og erhverv. Hun gør det med et forsigtigt smil på læben og føler sig bedre rustet til at gå ud i strømmen igen efter at have fået opbakning fra de ansatte på CSL, vejleder og ikke mindst de øvrige deltagere, som hun er faldet godt i hak med. Så godt, at de har aftalt at svømme sammen om morgenen og i fællesskab har arrangeret en tur til Rottefælderevyen – med spisning. Et godt grin i godt selskab hjælper nemlig altid på vej!

Mismodet er væk

Januar 07 - Niels Ole har valgt at dele sine erfaringer fra CSL med dig og du kan læse hans historie om vejen tilbage til det ordinære arbejdsmarked her:
Et langt og aktivt arbejdsliv med udendørs liv og job, der krævede dagligt brug af kroppen, har altid været Niels Oles varemærke. Men smerter i arm og nakke tvang ham ud i en langtids-sygemelding og til sidst i ledighed. Lægernes dom lød på slidgigt og nervebetændelse. Begge er kroniske diagnoser, der medfører daglige smerter. Kedelige udsigter, når man er en mand i sin bedste alder, der gerne vil leve et aktivt liv i sociale sammenhænge og gøre en forskel.
Niels Ole fik af sin sagsbehandler bevilget et 12 ugers forløb på Center for Sundhed og Livsstil i Svendborg. Som led i forløbet blev han undersøgt af Centrets fysioterapeut og sammen fik de loka-liseret, hvor smerterne stammede fra og udformet nogle øvelser med bl.a. en ballstick, der skulle udføres hver dag.
Nu er Niels Oles smerteoplevelse, ikke forsvundet, men mindsket med 50 % og han har igen fået overskud i hverdagen til at involvere sig i diverse aktiviteter og har også fået mod på at komme i arbejde igen. Han er bevilget fleksjob, men har netop søgt et ordinært arbejde som p-vagt.
Motivationen til at søge jobbet voksede efter de positive erfaringer med det afsluttende 4 ugers praktikforløb i Svendborg Idrætscenter, hvor kollegerne lod ham indgå i arbejdet på lige fod med de øvrige servicemedarbejdere. Rengøring, oprydning, klargøring og allehånde praktiske opgaver er Niels Ole ikke gået af vejen for at løse.
Smerterne er ikke helt væk, men det er mismodet! Selvom Niels Ole er færdig på CSL, har han alligevel ikke sluppet tilknytningen helt. En gang om ugen mødes han med de øvrige i varmtvandsbas-sinet for at holde modet og engagementet oppe hos de nuværende deltagere. ”Skubbe lidt til dem og vise, at det nytter at træne”, som han siger.
Nu er Niels Ole klar til et nyt kapitel af sit liv, hvor den daglige træning med den lille orange ballstick er passet ind i rutinerne, og et forhåbentlig nyt job venter forude.
For der skal ske noget, mener Niels Ole!

 


Produceret af Adapt A/S